Afhængighed er lutter kemi

Af Mette Holt 30. mar 2007.

Nydelses- og rusmidler som chokolade og kokain frigiver stoffet dopamin i hjernen, men nydelsescentret er ikke fulgt med udviklingen i stimulanser.

Kokain, farverige cocktails, sex og chokolade er midler, som moderne mennesker bruger i jagten på nydelse. Virkemidlerne er umiddelbart forskellige, men resultatet er i store træk det samme – stimulering af belønningscenteret.

Belønningscenteret er et område centralt i hjernen, som giver fornemmelsen af nydelse, og dopamin er den stimulerende faktor.

Problemet er imidlertid, at belønningscenteret er urgammelt og derfor ikke helt gearet til de stimulanser, den moderne civilisation byder på. For eksempel medfører et indtag af kokain dopamin i overflod – og belønningscenteret bliver overstimuleret. Resultatet er, at vi ender som afhængige misbrugere.

“Den afhængige hjerne” har i anledning af årets hjerneuge for nylig været foredragsemne på Københavns Universitet.

Kokain kortslutter

Belønningscenteret og dopamin er formentlig udviklet for at sikre, at vi efter halvandet døgns sult alligevel kan mobilisere os til at jagte byttet og dermed skaffe føde. For dopaminen frigives allerede ved forventningen om måltidet – det giver en forventningens glæde, der kan være drivkraft i jagten.

Dopamin er et signalstof, der netop udskilles fra én nervecelle og aktiverer den næste nervecelle. Dermed kan hjernens forskellige områder aktiveres. Nydelses- og rusmidler som chokolade og kokain frigver stoffet dopamin i hjernen, men nydelsescentret er ikke fulgt med udviklingen i stimulanser.

Dopaminsystemet er imidlertid ikke tiltænkt skrappe midler som kokain og amfetamin. For de nærmest kortslutter mekanismerne og giver et sand dopaminbombardement, forklarer lektor Anders Gade, Institut for Psykologi på Københavns Universitet.

Kokain forøger mængden af dopamin, og dermed forstærkes signalet i belønningscenteret. Helt konkret binder kokain til et protein, der sidder i cellemembranen og transporterer dopamin ind i cellen. Når kokain er bundet til dette protein, speedes processen op, så der transporteres langt større mængder dopamin ind i cellen.

En dopaminrus kendes også fra dagligdagen. F.eks. når vi bliver lovet lidt godt til ganen på arbejdet eller til en fødselsdag. Dopaminen kan få os alle til resolut at rejse os og styrte mod kagefadet.

For dopaminen udløses ikke kun ved den første bid, men alene forventningen om gåsebryst og Sarah Bernard-kager kan få dopaminen til at stimulere belønningscenteret.

Når dopaminen er så effektiv, skyldes det, at den desuden har den effekt, at den giver mening til de aktiviteter, som dopaminen aktiveres af, forklarerer professor Albert Gjedde,‐ Center for Functionally Integrative Neuroscience, Aarhus Universitet. Det giver fornemmelsen af, at “dette er rigtigt og nødvendigt”.

Disse to forhold har formentlig en stor betydelse for udviklingen af afhængighed. Hjernen lokker således til at gentage de aktiviteter, der udløser dopaminrusen, idet alene tanken om kokain eller chokolade frigiver en smule dopamin.

Forskernes kendskab til sammenhængen mellem rusmidler, f.eks. kokain, og dopaminrusen giver mulighed for at udvikle metadonlignende midler, der blokerer for, at eksempelvis kokain kan have en effekt på hjernen, ved simpelthen at blokere det protein, der transporterer dopamin ind i de enkelte celler.

Men der er dog ikke konkrete produkter på trapperne, fortæller professor Ulrik Gether, Institut for Neurovidenskab og Farmakologi, Københavns Universitet. For der er tilsyneladende ikke interesse for det i medicinalindustrien, bemærker han.

Den primitive belønning

Eksistensen af det såkaldte belønningssystem blev opdaget tilbage i 1954 af den amerikanske forsker James Olds. Han lavede forsøg med rotter, der havde fået en elektrode opereret ind i hjernen, og ved at trykke på en knap stimulerede de sig selv, fortæller Anders Gade.

James Olds observerede, at rotterne flere tusinde gange i timen trykkede på knappen, og de blev ved 24 timer i døgnet, til de gik omkuld af udmattelse.

Forskeren havde ramt belønningscenteret med sin elektrode. Belønningscenteret ligger i midten af hjernen under hjernebarken, som er den intellektuelle del af hjernen. Den midterste del er derimod den primitive del – “den mystiske og farlige del”, ifølge Albert Gjedde.